Selvom mange landmænd ser store fordele ved at give deres køer mineraler, er det værd at vide, hvorfor de er vigtige, og hvad du udsætter din besætning for, hvis du undlader mineraler til dine køer i sen drægtighed. Du vil se, at forebyggelse er den eneste mulighed for en hel del af de problemer, der opstår som følge af mangel, da kalvens indre udvikling er afgørende for dens produktivitet i livet og for både menneskers og dyrs velfærd.
Jod
Historisk set har jodmangel været et problem i Irland og tilsættes regelmæssigt vand på mælkeproduktion eller indgår i de fleste sliktilskud og stensalt. Som en sidebemærkning er mælk en god kilde til jod for mennesker, fordi køer udskiller det gennem deres mælk. Ligesom under menneskelig graviditet er jod meget vigtigt for den udviklende kalv. Lavt jodindtag i kosten under graviditeten er blevet forbundet med en øget forekomst af små og svage kalve, øget forekomst af struma, nedsat modstandskraft over for hypotermi, lav immunitet og generelt lav overlevelse. Køer genbruger jod dårligt, hvilket betyder, at jod ikke lagres i kroppen, hvilket fører til udskillelse i deres mælk og derfor skal tilføres gennem kosten for at kompensere.
Artikelkapitler
Selen
Selen er et af de spormineraler, der er nødvendige i meget små mængder. Det er et af de mineraler, der krydser moderkagen fra ko til kalv, og derfor har selentilskud til drægtige køer vist sig at øge selenreserverne hos nyfødte kalve. Selenmangel forårsager muskeldystrofi (svækkelse og muskelsvind), som kan forårsage problemer under fødslen og højere forekomst af moderkageretention. Dette er også kendt som hvid muskelsygdom hos kalve og kan vise sig som "spændte" ben (se nedenfor). Vær forsigtig, da der findes områder med højt selenindhold, og i dette tilfælde er det farligt at fodre med supplerende selen på grund af potentialet for selentoksicitet. Hvis du er usikker på dine dyrs selenstatus, skal du undersøge jordprøver eller ensilagetests. Generelt har kystområder en tendens til at have et lavere selenindhold, mens skiferbaserede jorde har en tendens til at have et højere indhold. Selen og E-vitamin betragtes ofte sammen, da de har en lignende funktion.
E-vitamin
I modsætning til selen er overførslen af E-vitamin over moderkagen fra ko til kalv lav. Det betyder, at kalven fødes med lav E-vitaminstatus og er meget afhængig af et tilstrækkeligt indtag af råmælk og derefter mælk eller mælkeerstatning for at få E-vitamin i den tidlige levetid. Goldkøer med et øget indtag af E-vitamin i goldperioden har råmælk med et betydeligt forhøjet E-vitaminindhold. Det er vigtigt at sikre, at kalven får en tilstrækkelig forsyning af E-vitamin, da E-vitamin er nødvendigt for et godt helbred og immunfunktion. Hos køer hjælper det yversundheden og det generelle immunrespons, hvilket er nyttigt i ugerne efter kælvning, hvor koen er mere sårbar over for infektioner
A- og D-vitamin
Ligesom E-vitamin passerer A- og D-vitamin ikke moderkagen i betydelige mængder, og derfor er kalven afhængig af indtagelse af råmælk for at få disse vitaminer. Derfor er det ekstremt vigtigt, at råmælken indeholder tilstrækkelige mængder af disse vitaminer. A-vitamin spiller en vigtig rolle i bekæmpelsen af infektioner, og det øger sygdomsresistensen og stimulerer immunsystemet. Køer, der har mangel på A-vitamin, kan også få døde, svage eller blinde kalve, fordi A-vitamin er nødvendigt for normal vækst og udvikling, herunder fosterets vækst. Køer, der græsser udendørs, har generelt høje niveauer af D-vitamin på grund af udendørslivet og får høje niveauer af A-vitamin fra græsmarken. Men hvis de opstaldes indendørs på vinterfoder, kan koncentrationerne af disse vitaminer variere, og i mangel af nøjagtige oplysninger om kost- og dyrevitaminstatus er tilskud ofte god praksis
Da hver gård er forskellig, er et godt sted at starte at teste dit foder for at se, hvad din besætning mangler, og hvad du har brug for at supplere i din egen situation.
Alt det bedste,
Alan Horan
