Mælkefeber hos køer er en af de mest almindelige tilstande i mejeribranchen.
Det er faktisk en betydelig makromineralforstyrrelse , der påvirker malkekøer i overgangsalderen.
Hovedårsagerne til denne tilstand, og de forskellige behandlingsmuligheder og forebyggelsesmetoder har udviklet sig gennem årene.
De er betragteligt godt accepterede og adopteret af dyrlæger.
Lad os dykke dybere ned i forståelsen af, hvad mælkefeber er, samt diskutere de vigtigste årsager og symptomer, samt håndtering og behandling.
Artikelkapitler
Hvad er mælkefeber hos køer?
Mælkefeber, eller hypokalcæmi, er en stofskiftesygdom, der skyldes utilstrækkelig calciumproduktion.
Køer, der lider af mælkefeber, vil derfor have lavere niveauer af calcium i blodet.
Denne tilstand viser sig generelt inden for de første 24 timer efter kælvning.
I nogle tilfælde kan det også forekomme op til tre dage efter kælvning.
Calcium spiller en nøglerolle i muskelfunktionen såvel som en kos immunsystem.
Så hvis blodets calciumniveau er for lavt, vil det ikke være nok til at understøtte nervecellefunktionen eller muskelvævets sammentrækninger.
Hvad forårsager mælkefeber
Mælkefeber kan være klinisk eller subklinisk.
I kliniske tilfælde vil køer (både med og uden nedkøring) have mindre end 1,4 mM calcium i blodet.
I tilfælde af subklinisk mælkefeber vil blodcalcium ligge i intervallet 1,4 mM og 2,0 mM.
Som en generel regel anbefales det at overvåge blodets calciumniveauer før kalvning.
Det er vigtigt at stimulere en stigning i calciumoptagelsen ved hjælp af en passende diæt i hele perioden før kælvning.
Faktisk forekommer en vis grad af hypokalcæmi hos alle køer under kalvning.
Kliniske tegn har dog en tendens til at udvikle sig, når tilstanden er ret alvorlig.
Køer har cirka 10 g calcium i blodet.
De har dog en betydelig mængde calcium i deres knogler (omkring 6000 g) og omkring 100 g i mad i tarmen.
I de sene stadier af graviditeten og under den tidlige amning stiger behovet for calcium betydeligt, og dette fører til et fald i calciumniveauet i blodet.
Selvom koen kan tilpasse sig denne forandring ved at øge calciumoptagelsen fra tarmen og knoglereserverne, er dette muligvis ikke tilstrækkeligt.
Der er forskellige faktorer, der påvirker en kos evne til at regulere blodets calciumniveau.
Dette inkluderer alder, hvor meget og hvad den spiser, magnesiumindtag og om der er problemer med fordøjelsen.
I sidstnævnte tilfælde vil problemer som acidose eller diarré i høj grad reducere det tilgængelige calcium til absorption.
Ældre køer vil i bund og grund ikke være i stand til at mobilisere lige så meget calcium fra deres skelet som yngre køer.
I tilfælde hvor østrogenniveauet er højt, hæmmes calciummobiliseringen også betydeligt.
Hypokalcæmi forekommer oftere hos køer, der fodres med græs, end hos køer, der fodres med konserveret foder, især i vådere vinterperioder.
Jo ældre koen er, og jo lavere dens magnesiumindtag er, desto større er risikoen for, at den lider af denne tilstand.
Derudover er hypocalcæmi ofte ledsaget af andre problemer, herunder hypomagnesæmi og hypofosfatæmi.
Så snart en ko har kælvet, vil dens calciumbehov stige med omkring 400 procent.
Dette sker, da det skal understøtte produktionen af råmælk, og i denne periode skal der gives calcium fra kosten.
Mælkefeber øger også risikoen for forskellige andre stofskiftesygdomme betydeligt.
Disse omfatter metritis og ketose.
Desværre lykkes det ikke for omkring 5% af køer med nedsat leverfunktion at komme sig
Hvad er symptomerne på mælkefeber?
Som tidligere nævnt er de vigtigste tegn på mælkefeber karakteriseret ved manglende muskelfunktion.
I begyndelsen er det normalt, at køer begynder at gå noget stift.
Nogle køer ender med at kaste benene til siden i et forsøg på at bevare balancen.
Til sidst vil de fleste køer, der lider af mælkefeber, ende med at blive dystre køer.
De sidder ofte stille og kan ikke rejse sig.
Deres pels føles kold, og temperaturen vil være lavere end normalt.
Koens endetarm vil almindeligvis være fuld af afføring, og generelt vil anus bule ud.
Nogle køer ender med at udvikle en fin muskeltremor, og derfor kan de ses ryste, især over deres hals og bryst.
Hvis den ikke behandles, vil muskellammelsen ende med at blive værre.
Til sidst vil koen rulle om på siden og ikke være i stand til at sætte sig op igen.
På grund af denne stilling vil koen blive oppustet.
Desværre ender sådanne køer generelt med at dø, medmindre den rette behandling gives rettidigt.
Det er derfor afgørende at identificere tegn på mælkefeber for at kunne handle så hurtigt som muligt.
Det er også værd at bemærke, at køer, der har lidt af enten klinisk eller subklinisk hypocalcæmi, er mere tilbøjelige til at blive påvirket igen i fremtiden.
Håndtering og forebyggelse af mælkefeber hos køer
Korrekt håndtering ledsaget af forebyggende foranstaltninger anbefales altid på det kraftigste.
Faktisk kan alle tilfælde af mælkefeber forebygges.
For eksempel bør man undgå at avle køer eller tyre, der har en historie med tilbagevendende mælkefeber.
Det er også vigtigt at undgå at de bliver for fede.
Ifølge undersøgelser har køer med markant huldtab en langt højere risiko for at lide af mælkefeber .
Derfor skal køer have tilstrækkelig og ordentlig motion.
En anden nøglefaktor er koens kost.
Udover at sikre, at foderet giver køerne en god kropsholdning, skal der også gives passende mængder magnesium.
Dette er endnu vigtigere i de sene stadier af graviditeten.
Faktisk bør køer have tilskud af magnesium både før og efter kalvning.
Kalciumindtaget i den tørre periode bør holdes under 50 g om dagen, og når det er muligt under 20 g.
Dette vil bidrage til at forbedre effektiviteten af calciumabsorptionen og dens mobilisering.
Så, lige før kælvningsperioden, bør dette øges.
Det anbefales også at undgå at give køer foder med et højt fosforindhold.
Nogle undersøgelser konkluderede også, at der med diæter med et højt natrium- og kaliumindhold kan være en højere forekomst af køer, der lider af mælkefeber.
Det er derfor tilrådeligt at begrænse kalium i kosten, især i goldperioden og efter kælvning.
En ko, der mistænkes for at lide af mælkefeber, skal støttes og behandles korrekt.
Behandling af mælkefeber hos køer
Først og fremmest er det vigtigt at søge lægehjælp, så koens tilstand kan evalueres og diagnosticeres.
Før man forsøger nogen form for behandling på en ko, anbefales det at tage en blodprøve.
Dette kan vise sig at være til stor hjælp i den nærmeste fremtid, så hvis koen ikke reagerer så godt som forventet på den givne behandling, vil blodprøven blive analyseret, og man vil bedre være i stand til at vurdere andre behandlingsmetoder.
Den mest almindelige behandling af mælkefeber er langsom og intravenøs infusion af calciumborogluconat.
8 til 14 g gives generelt, så snart de kliniske tegn opstår.
I Storbritannien og Irland foretrækkes produkter, der indeholder calciumborogluconat, ofte tilsat magnesium og fosfor.
Opløsningen bør opvarmes, så den har samme temperatur som koens kropstemperatur for at maksimere absorptionen.
Omkring 85% af køerne reagerer godt efter én behandling.
I de fleste tilfælde lykkes det køer, der har ligget på liggende stilling på grund af mælkefeber, at rejse sig inden for få minutter efter at have fået denne behandling, mens andre klarer at rejse sig et par timer senere.
Intravenøs behandling med det mål at øge koens calciumniveau hurtigt anses for at være af stor betydning for at undgå Downer Cow Syndrome.
Det er også vigtigt at nævne, at en sådan behandlings succes også i høj grad vil afhænge af koens omhyggelige pleje.
Koen skal derefter støttes op, holdes siddende i brystliggende stilling og så varm som muligt.
Derefter skal koen forsigtigt vendes, så den ligger på den side, der er modsat den, den oprindeligt blev fundet på.
Denne drejningsproces udføres bedst hvert par timer.
Det er også vigtigt at sikre, at koen er ordentligt beskyttet, og at den holdes varm og fodret.
Koens ben bør masseres fra tid til anden.
I tilfælde, hvor der ikke er positivt svar inden for seks timer, skal diagnosen revurderes.
Endnu en intravenøs infusion af calcium kan administreres.
Tilbagefald af mælkefeber forekommer ofte i en fjerdedel af tilfældene.
Det administrerede calcium vil være elimineret fra koens krop efter tolv timer.
Således behandles tilfælde af tilbagefald, der opstår med intervaller på mellem 18 og 24 timer, ofte på samme måde.
I alvorlige tilfælde kan det anses for nødvendigt at fjerne kalven.
Det anses også for klogt at screene blodets calciumniveauer hos køer, der lige har kælvet.
Konklusion
Både klinisk og subklinisk hypocalcæmi fører ofte til et utal af andre problemer hos køer.
Nogle af disse omfatter langsomme eller vanskelige kælvninger, tilbageholdt placenta, ketose, mastitis, livmoderinfektioner og fedtleversyndrom.
Med tiden kan køer også ende med en reduceret mælkeydelse samt sekundære skader på knogler, muskler eller nerver.
Som med enhver anden sygdom eller medicinsk tilstand hos køer, er det vigtigt at være forsigtig og altid søge lægehjælp fra en dyrlæge.
Nu om dage er det også muligt at forbedre styringen af kvæg og deres generelle velbefindende takket være fremkomsten af agritech-udstyr, såsom de forskellige Moocall-kalvningsprodukter, man kan investere i.
Moocall -kalvningssensoren er ideel, da den kan overvåge drægtige køer og advarer dig, når en ko er ved at kælve.
Enheden vil ikke kunne afgøre, om koen lider af mælkefeber.
Kalvedødeligheden reduceres dog betydeligt, hvis kalvefødsler oplever færre komplikationer.
Når kalven er født, vil du være i en meget bedre position til at vurdere dens helbred umiddelbart efter fødslen.
